Mit Ansvar

Det var regeringen, der indbød til konference i mandags, og undertegnede lagde naturligvis vejen forbi Bella Center, hvor det foregik.

Ud over, at det var vanvittigt spændende at deltage, så er spørgsmålet, om det i længden fører til en ansvarsdebat uden for selve konferencen. Det er jo fint, at 200 mennesker havde en herlig dag og fik dejlig, gratis frokost, men kommer debatten ud over rampen?

- Mange stiller spørgsmålstegn ved, om en regering på den måde skal “opdrage” på befolkningen, men det er faktisk en ekstremt vigtig debat at tage som samfund, for i en globaliseret verden, hvor alle flytter rundt hele tiden, er det bydende nødvendigt, at vi finder måder hvorpå samfundet – dvs. dét, der på engelsk hedder civil society – kommer til at fungere. Og for at det kan fungere, er borgerne nødt til at tage ansvar og medansvar. Så vi slipper ikke uden om debatten, og som sådan er det fantastisk, at regeringen har givet bolden op.

Den hjemmeside, som er lanceret, er virkelig gennemarbejdet og flot – tjek selv: http://www.mitansvar.dk/forside - men skaber det en reel folkelig debat i længden?

Desuden er det jo oplagt at spørge, hvordan det så lige står til med regeringens eget forhold til ansvar? Eksemplet er som bekendt den bedste læremester.

Selv deltog jeg i en paneldebat med titlen “Kultur - vision og værdier”, der havde Brian Mikkelsen som ordstyrer/vært, og hvor forfatteren Knud Romer Jørgensen, direktør på Information Morten Hesseldal, samt DF-leder Pia Kjærsgaard stod for hver deres oplæg. Og dét var en underlig oplevelse!

Knud Romer var ret skarpsindig, da han indledte med reelt at sige, at konferencen blot var en skueproces, hvor konklusionerne var skrevet af arrangørerne på forhånd. – Da Brian Mikkelsen senere i det store auditorium skulle referere, hvad vi havde talt om, referede han stort set kun sin egen tale, og ikke en brik af det, der var blevet sagt fra salen.

Hesseldal jamrede over, at kunstnere helst vil forsørges af staten, og at eventuelle tilskud skal tildeles af folk, der ikke selv er udøvende kunstnere. Duh! Det er jo sådan, det allerede er!

Kjærsgaard var bitter og forurettet fra starten, selv uden at der var nogen, der havde sagt hende imod eller på anden måde havde sat spørgsmålstegn ved hendes synspunkter og tilstedeværelse, og i løbet af debatten var hun decideret modbydelig over for Romer.

Senere lykkedes det Brian Mikkelsen at være nærmest uforskammet kulturimperialist over for en herre i publikum med pakistansk baggrund.

Konklusion: Kunstnernes fordomme mod politikere, og direktørers og politikeres fordomme mod kunstnere fejler ikke noget, og politikernes omgangstone er ikke noget at råbe hurra for. Og dét var måske i virkeligheden den mest interessante overvejelse, jeg tog med mig hjem fra konferencen: Bliver man kronisk bitter og angrebslysten af at være parlamentariker, eller er det de konfrontatoriske mennesker, der kommer til tops i det politiske hiearki og ender med at blive valgt ind? Og uanset hvad svaret er, er det så ikke et problem for folkestyret, at man ikke kan føre en åben dialog med Folketingets medlemmer, uden at tonen skal være barsk, forudindtaget og uforskammet? Og har vi ikke som demokratiske borgere og politikere et ansvar for, at vi rent faktisk lytter til, hvad andre siger, og desuden taler ordentligt?

Det er en borgerlig regering (arj, helt ærligt, så er den nu nok nærmest småborgerlig), og som sådan burde vel netop den være bærer af almindelige borgerlige dyder, såsom høvisk opførsel og ordentlige manerer.

Dagens limerick er en gentagelse, men der er jo ikke noget, der har forandret sig, så hvorfor skrive et nyt?

Danmark har en forunderlig landsfar
Motionisten som gjorde vort land klar
Til en krig ned’ i Irak
Nu fortier han virak
For man løber dog bedst fra et ansvar.