Politisk ukorrekt…

En af de vigtigste ting for et menneske er at blive “set”. Altså ikke blot at man er til stede i rummet, men at folk forstår og respekterer én som den, man er. Der kan selvfølgelig altid være behov for en vis adfærdskorrektion, hvis man smasker, mobber, prutter, lyver eller slår, men ellers trives man kun, hvis man er “på bølgelængde” med sine omgivelser. Hvis man aldrig bliver “set”, kan man ikke navigere rundt blandt andre mennesker, for man har ikke nogen spontan og oprigtig berøringsflade med dem. Man bliver hele tiden nødt til at korrigere sin adfærd for at få deres opmærksomhed, forståelse og accept. Et sådant konsekvent skuespil for at opnå omgivelsernes forståelse leder til dyb indre krise, fordi man aldrig er sig selv. I stedet spiller man konsekvent en rolle, som de andre kan lide.

Den slags skuespil udfører vi naturligvis alle sammen fra tid til anden. Det kan være familiefesten, som vi deltager i af hensyn til vores bedstemors følelser, eller personalemødet, hvor man er nødt til at bide et par forkerte beslutninger i sig for at komme videre. Dét er en del af det at være menneske i det moderne samfund – og derfor ved de fleste også, hvor ubehageligt det er. Derfor vil de fleste sikkert også kunne forstå, hvor skrækkeligt det ville være, hvis man var nødt til at spille den slags skuespil dag ud og dag ind, for at andre skulle være villige til at inkludere én i fællesskabet. I længden leder det til frustration, bitterhed og i sidste ende depression.

En gruppe mennesker, som stort set aldrig er på bølgelængde med deres omgivelser, og som kun yderst sjældent bliver set og forstået, er de hyperintelligente børn i landets klasseværelser. Og hvorfor gør det så ikke dét? Her kommer en betragtning, som er stinkende politisk ukorrekt, men jeg synes, at landets skolelærere, -ledere og -politikere skulle tage at tænke over den:

Mon ikke de, der vælger at blive lærere, hovedsagligt er dem, der selv syntes, at det var sjovt at gå i skole? Og hvem syntes, at det var sjovt at gå i skole? Det syntes de jævne begavelser inde omkring middelintelligensen, som ikke var tynget af nogen større fantasi. For det var dem, undervisningen var tilrettelagt for. Af lærere, der selv i sin tid havde syntes, at det var spændende at gå i skole. Fordi undervisningen var tilrettelagt af og for de fantasiløse med begavelse omkring eller en anelse over middel.

Skolen er med andre ord et kulturelt kredsløb, som genererer og hylder den fantasiforladte præstation omkring middel.

Den tunge ende af skalaen kan lærerne godt finde ud af at tage sig af – forudsat at de får ressourcer og tid til det – for det er som regel overkommeligt at hjælpe én, der er langsommere i hovedet end sig selv. Noget vanskeligere er det at hjælpe én, der er kvikkere i pæren end én selv, for hvordan skal man bistå udviklingen af noget, man ikke forstår?

Politiken har taget de overbegavede børn og Mentiqa-skolerne op den seneste uges tid, og som én af dem, der tilbragte 9 års skolegang med at sidde på bageste række og tegne (når jeg ikke lavede ballade), kan jeg kun sige: STORT TILLYKKE til landets kvikkeste unger, fordi deres forældre er begyndt at oprette skoler til dem, hvor de kan få de rette udfordringer. Det er ikke den optimale løsning, for børnene har også behov for at lære at omgås jævnaldrende, der ikke kan følge deres abstrakte og lynhurtige tankegang. Men af to onder er særskolerne klart det mindste!

En mulig vej ud af problemet ville være at tiltrække nogle af de virkeligt krøllede hjerner til lærergerningen. Enten gennem højere løn, særlige forskerstillinger, konsulentansættelser, projektforløb eller lignende. Der er masser af muligheder, men det er nok ikke skolelærerne, man skal sætte til at udvikle idéerne…

Dagens limerick:

Det’ så farligt, det må holdes hemligt
Så problemet blir ikk taget frem tit:
I enhver gruppe mensker
Li’e fra tømrer’ til svensker
Der er halvdelen klog over genmsnit


About this entry