Tragisk

En ting, som gør vor tid virkelig anderledes end det 20. århundrede er synet på fremtiden. I forrige århundrede, og århundredet før dét, tænkte de fleste vel, at deres børn ville opnå bedre levestandard end de selv, og der var virkelig tiltro til, at tingene gik i retning af det bedre.

Nu har jeg flere gange oplevet, at folk på 60 og derover begynder at give udtryk for en vis tilfredshed med, at de når at forlade denne verden, inden klimaforandringer, terror, forurening og alskens andre ulykker gør verden for alvor utålelig.

Men hvad værre er: de mennesker, jeg møder på omkring 20, er misundelige på, at jeg allerede er 40, så jeg heller ikke har så langt igen. Udsigten til at skulle tilbringe endnu ca. 80 år på planeten fylder dem med usikkerhed og en vis grad af frygt.

Helt ærligt, hvad fanden er meningen?

Når man så går til folk i 60′erne og siger, at vi må gøre noget ved tingene og se at få udviklingen på ret køl, gudhjælpemig om de så ikke plejer at sige noget i retning af: “Nu må de unge til at tage over.”

HALLO! Kalder hippiegenerationen inkl. deres ultraliberale aldersfæller: Vi har brug for jeres erfaringer! Vi er nødt til at have adgang til jeres indflydelse! Vi er nødt til at rette op på udviklingen i fællesskab! Det er os, jeres egne børn og børnebørn, der kommer til at kløjs i alle ulykkerne, og det er jer, der har været med til at skabe fundamentet for dem. – Plus alle de fede ting, så som gratis skolegang, rockmusik, junkfood, skiferier, generel velstand, et åbent, pluralistisk samfund og shampoo med balsam.

I kan ikke bare skubbe lorten videre til alle os under 50 og så regne med, at den klarer vi jo nok, fordi det er jo os, der lever i år 2060 og ikke jer. Tag jer sammen! Og brug jeres erfaringer og indflydelse, så jeres efterkommere rent faktisk har en verden at komme efter i. Og hvis de børn og børnebørn I har sat i verden virkelig for en overvejende dels vedkommende går rundt uden tiltro til fremtiden, så har I virkelig efterladt jer en sølle arv.

Dagens limerick er et haiku:

Slægt efter slægt, oh,
ufattelige fremskridt.
Hov! Klimakaos!