Bliver verden aldrig klogere?

Det simple svar er desværre: Nej. 

Eller, jo, men det kræver oplysning, oplysning og mere oplysning.

På DR2 var de vakse i vendingen og vippede frimurerne ud til fordel for en temaaften om Pakistan efter mordet på Benazir Bhutto. Indkaldt var en ekspert fra Udenrigsministeriet samt en forsker. Tilsammen kunne de redegøre for de cirka 60 års kaos, som landet har befundet sig i, og Kurt Strand stillede derfor følgende spørgsmål (citeret frit efter min ofte fabulerende hukommelse): “Hvorfor lærer pakistanerne ikke af deres fejltagelser?”   

Øh… hvornår er der lige nogen som helst nationer, der har gjort dét? Jeg spørger bare. Mig bekendt skal vi tilbage til noget i retning af 1945 og efterkrigsårene, hvor Vestens ledere tog initiativ tli FN, EU, menneskerettighederne og et internationalt retssamfund. Ellers må man vel sige, at fjolleriet og den korte hukommelse har præget en stor del af vores globale adfærd?

Når mordet på Bhutto er så katastrofalt, skyldes det naturligvis, at hele regionen er i fare for at falde i hænderne på religiøse fundamentalister, som har opbygget en dødskult og befinder sig i en feudal middelalder. Hvordan bekæmper man folk, der hellere vil dø end leve?

Her kom så TV2 til hjælp. Senere på aftenen viste de filmen “Pearl Harbor”, og lur mig, om ikke amerikanerne her var i krig med religiøse fundamentalister, som havde opbygget en dødskult og befandt sig i en feudal middelalder! Og hvad blev der af dem? I dag er deres efterkommere demokrater, førende inden for den teknologiske udvikling, cool, dominerende på tegneseriefronten med Manga og en international samarbejdspartner på alle områder. Hvordan kunne det gå til?

Der er formentlig cirka fem forklaringer: Atombomben, Kejserens kapitulation, Kejserens tale til det japanske folk i radioen (de havde aldrig hørt hans stemme før, og blev dybt desillusionerede over, at han bare var en mand), massive investeringer i det japanske samfund og japansk industri, samt liv. Dødskulten blev besejret med liv, håb, oplevelser, velstand og fornøjelser.

Nu kan man jo ikke just anbefale atombomben mod nogen, og vi får næppe heller hverken Allah eller Muhammed til at tale i radioen eller optræde på YouTube. Men der findes millioner af oplyste muslimer og tusindvis af moderate imamer, som det måske var en idé at give lige så meget – eller mere – opmærksomhed i medierne som de idioter, der render og sprænger sig selv og andre i luften. Investeringerne i civilsamfundet og produktion af almindelige livsfornødenheder var også et sted at gå i gang. Til sidst er der kun at sige: Get a life! Find en hobby! (Dog helst noget, der ikke involverer flycertifikater og hobbyknive…)

Og til verdenssamfundet: Det er faktisk muligt at blive klogere. Både individuelt, kollektivt og globalt. Men det kræver selvfølgelig, at man gider og dropper vanetænkningen, hvilket var præcis, hvad verdens ledere gjorde i kølvandet på verdenskrigen. Desuden kræver det, at man finder folk, der både kan tænke og rent faktisk ved noget om verden, inden man udpeger dem til ansvarsfulde hverv. Det er her, oplysningen kommer ind i billedet.

I den anledning vender vi lige tilbage til DR2’s temaaften: Var hun ikke forrygende, hende den amerikanske Pakistan-konsul fra Texas med patter som stingermissiler, som var så venlig at oplyse os om, at hun aldrig havde haft en affære med Zia Ul-Haq? Hvis hun har haft nogen som helst indflydelse på USA’s politik i forhold til Pakistan og Afghanistan, forklarer det så ikke nogenlunde det morads alle parter befinder sig i?

Dagens limerick:

Hr. Musharaf må famle i blind’ nu,
hvor problemet det ikk’ var en hindu:
“Det er smartest, hvis jeg ka’
skyde skyld’n på Al-Qaeda,
eller sige hun død’ af et vindue.”