Skåne kom hem!
Endelig et fantastisk forslag fra Søren Krarup: Skåne tilbage til Danmark! Både et flertal af danskerne og svenskerne synes om idéen – ihvertfald ifølge Politiken og Aftonbladet.
Den rummer da også en række interessante perspektiver. Blandt andet kunne svensk blive endnu et officielt sprog i Danmark. Det ville gøre Danmark til et normalt, flerkulturelt europæisk land med en synlig, indflydelsesrig minoritet. – Grønlænderne og færingerne bor for langt væk til at der helt er nogen , der bekymrer sig om dem, og så er der også kun ca. 50.000 af hver af dem.
Anderledes med skåningene: Der er ca. 1,7 millioner (kilde: den svenske skizofreniforening – det var dem, der kom først op på Google, da jeg søgte på “antal invånare i Skåne”). Se, det skulle jo nok kunne give et frisk pust i den danske andedam, hvis vi fik dem med i befolkningen! Ikke mindst fordi Malmö er en af de mest multikulturelle byer i Sverige. Over 100 sprog tales i Malmö og 166 nationaliteter er repræsenterede. Tilsammen udgør indvandrere 26% af kommunens ca. 265.000 indbyggere (kilde: http://sv.wikipedia.org/wiki/Malm%C3%B6).
Det ville også blive et interessant folketing, dersom skåningerne skulle have mandater efter samme system som færingerne og grønlænderne. Hvis 50.000 mennesker giver 2 mandater, så må 1,7 millioner give cirka 68. – Om ikke andet må vi i det mindste give den svensksindede minoritet blandt skåningerne indflydelse efter deres antal, og hvis de ligger lige omkring 48 procent – igen jf. Politiken og Aftonbladet – så giver det omkring 33 mandater.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at vi kun vil have de dansksindede ind i rigsfællesskabet og beder de svensksindede skåninger forlade Skåne. Det er vel kun rimeligt. Med mindre det slet ikke er hele Skåne, vi taler om, men kun den del af Skåne, hvor de dansksindede er i flertal. Det var jo stort set den model, som blev brugt ved delingen af Sønderjylland. Men den folkeafstemning godtager Krarup jo ikke, for det var åbenbart baseret på snyd, så nu skal Danmark gå til Ejderen alligevel.
Alt i alt må man dog sige, at Krarups forslag kun fortjener opbakning. På én betingelse: Alle danskere får mulighed for at stemme om, hvilken nation, vi ønsker at tilhøre. Personligt er jeg ret hooked på Sverige eller EU. Svensk är så vackert, og jo mere Dansk Folkeparti tager patent på min danskhed, desto mere europæisk bliver jeg.
Dagens limerick:
Se, der fandtes en præst udi Danevang
Som konstant varsled danskhedens svanesang
Men så øjned han Sverrig
Og da blev han ærgerrig
Og sku straks eksportere vor vanetrang.
3 Comments
Jump to comment form | comments rss [?] | trackback uri [?]